Samojedhundene stammer fra det nordlige Rusland mellem Uralbjergene og floden Jenisej. De tilhørte nomadestammer, som brugte dem til at vogte deres rensdyr og somme tider til at trække deres slæder.
De kaldte hundene for Bjelkier, der betyder "hvide hunde, der får hvide hvalpe".
I Rusland er de også blevet kaldt Nenetskyhunde efter Nenetskyfolket, der levede tæt på den arktiske cirkel. Hos os har hundene fået navn efter den stamme, der hed Samojederne.
Den hund, vi idag kalder Samojedhunden, kommer dog ikke med garanti fra det egentlige samojeddistrikt. Nomadestammerne var meget primitive.
De boede i telte og vandrede omkring
fra sted til sted og søgte efter lav og mos, som rensdyrene skulle
leve af. Det var et hårdt liv, især om vinteren.Hundene gik ind
og ud af teltene som de ville, og om natten sov de så nær deres
mennesker som muligt. Mennesker og hunde var afhængige af hinanden og
levede i
nær kontakt med naturen. I dag er disse nomadefolks oprindelige levevis
ændret af industrialisering.
På sin første færd mod Nordpolen i 1893 havde Fridtjof Nansen samojedhunde med som trækdyr. Han havde hentet dem hos Alexander Trontheim i Tobolsk. Trondheim havde købt hundene hos nomaderne. Og der skulle betales en god pris for de bedste hunde. Også Roald Amundsen, den første mand på Sydpolen, brugte samojedhunde på sine ekspeditioner. Det kan man bl.a. læse om i hans beretning om Nordøst-passagen.
Mange andre har også brugt samojedhunde som trækdyr. På et tidspunkt blev polarekspeditionerne opløst og hundene efterladt rundt omkring. En del kom til England. Bl.a. tog den engelske familie Kilbourn Scott en del af disse ekspeditionshunde til sig og lod dem indgå i avlen. En af dem fandt de i en zoologisk have i Sidney i Australien. Det var hanhunden Antarctic Buck. Han og flere andre af begge køn blev grundstammen til de samojedhunde, vi har i dag.
Ikke alle nomadestammernes hunde
var helt hvide i ekspeditionernes dage. Sorte og brune aftegninger var almindelige.
Kigger du godt efter, vil du sikkert i din samojeds pels finde enkelte sorte
hår - en arv fra fortiden. Men opdrættere har fra starten satset
på den hvide samojedhund. Standarden tillader dog
stadig cremet og bisquit, fordi en ren hvid arvemasse kan give problemer for
racen.
OPRINDELSESLAND: NORDLIGE RUSLAND
SIBIRIEN
PROTEKTION: NKU
ANVENDELSE:
Slædehund, ledsagerhund.
KLASSIFIKATION:
FCI gruppe 5 (Spidshunde og racer af oprindelig type), Sektion 1.2 (Nordiske
slædehunde). Uden brugsprøve.
HISTORIE:
Racen har sit navn efter Samojed-stammerne i det nordlige Rusland og Sibirien.
I områdets sydlige egne blev hvide og sort/brun-brogede hunde brugt
til at vogte rensdyr. I de nordlige egne var hundene rent hvide, havde et
mildt temperament og blev brugt som jagt- og slædehunde. Samojedhundene
levede tæt sammen med deres ejere; de sov endda med i teltene og blev
brugt som "varmedunke".
Den britiske zoolog Ernest Kilburn
Scott tilbragte tre måneder hos Samojed-stammerne i 1889 og a han vendte
hjem til England, medbragte han en brun hanhvalp ved navn "Sabarka".
Senere importerede han en cremefarvet tæve kaldet "Whitey Petchora"
fra vestsiden af Ural-bjergene og en snehvid han "Musti" fra Sibirien.
Disse få hunde er - sammen med dem, der blev bragt hjem af forskningsekspeditionerne
- grundlaget for racen i Vesten. Den første standard blev skrevet i
England i 1909.
KLASSIFIKATION:
Middelstor og elegang, en hvid, arktisk spidshund. Dens fremtræden giver
indtryk af styrke, udholdenhed, charme, smidighed, værdighed og selvtillid.
Dens udtryk, det såkaldte "Samojed-smil", dannes ved en kombination
af øjnenes form og placering og de let opadbuede mundvige. Kønspræget
skal være klart markeret.
PROPORTIONER:
Kropslængden er ca. 5% større end skulderhøjden. Brystdybden
er en smule mindre end den halve skulderhøjde. Næseparti og skalle
har næsten samme længde.
TEMPERAMENT:
Venlig, åben, opmærksom og levende. Jagtinstinktet er ubetydeligt.
Aldrig sky eller aggressiv. Racen er meget omgængelig og er ikke egnet
som vagthund.
HOVED:
Kraftfuldt og kileformet.
SKALLEPARTI:
Set forfra og i profil kun let konveks. Bredest mellem ørene.
STOP:
Klart defineret, men ikke for fremtrædende. Pandefuren er kun let synlig.
NÆSE:
Veludviklet; foretrækkes sort. På visse tider af året kan
den være afbleget (såkaldt "Vinternæse"), men
der skal dog altid være mørkt pigment ved næserandene.
NÆSEPARTI:
Kraftigt og dybt, omtrent af samme længde som skallen, gradvis smallere
mod næsen, hverken spinkelt eller groft og kvadratisk. Næseryggen
er lige.
LÆBER:
Tæt sluttende, sorte og ret fyldige. Mundvigene er let buede og danner
det karakteristiske "Samojed-smil".
TÆNDER, BID:
Regelmæssigt og komplet saksebid. Tænder og kæber er kraftige.
Normalt tandsæt.
ØJNE:
Mørkebrune af farve, ret dybtliggende, placeret ret langt fra hinanden,
noget skråtstillede og mandelformede. Udtrykket er "smilende",
venligt, vågent og intelligent. Øjenrandene er sorte.
ØRER:
Opretstående, nærmest små, tykke og trekantede med let rundede
spidser. De skal være bevægelige og højt ansatte; på
grund af den brede skalle er de ansat godt langt fra hinanden.
HALS:
Kraftig og middellang, med en stolt holdning.
KROP:
Noget længere end skulderhøjden; dyb og kompakt, men smidig.
MANKE:
Tydelig markeret.
RYG:
Middellang, muskuløs og lige; hos tæver lidt længere end
hos hanner.
LÆND:
Kort, men stærk og veldefineret.
KRYDS:
Fyldigt og stærkt, muskuløst og svagt faldende.
BRYST:
Bredt, dybt og langt, når næsten ned til albuerne. Godt hvælvede
ribben.
UNDERLINIE:
Moderat optrukken bug.
HALE:
Ret højt ansat. Når hunden er opmærksom eller i bevægelse,
bæres halen fremadbøjet fra roden hen over ryggen eller siden.
I ro kan den bæres hængene og skal da nå haseleddet.
FORPART:
Velstillede og muskuløse forben med kraftig benstamme. Set forfra er
de lige og parallele.
SKULDRE:
Lange, faste og skråtstillede.
OVERARM:
Skråtstillet; slutter tæt til kroppen. Omtrent af længde
som skulderbladet.
ALBUER:
Slutter tæt til kroppen.
HÅNDROD:
Stærk, men smidig.
MELLEMHÅND:
Let skråtstillet.
FORPOTER:
Ovale, med lange, smidige tæer og rettet lige fremefter. Tæerne
er hvælvede og ikke alt for tætsluttede. Elastiske trædepuder.
BAGPART:
Set bagfra lige og parallelle bagben med meget kraftig muskulatur.
OVERLÅR:
Middellangt, temmelig bredt og muskuløst.
KNÆLED:
Velvinklet.
HASELED:
Ret lavt ansat og velvinklet.
MELLEMFOD:
Kort og stærk, lodret stillet. Parallelle haser.
BAGPOTER:
Som forpoterne. Vildtkløer bør være fjernet. NB ! Fjernelse
af vildtkløer er forbudt i Danmark.
BEVÆGELSE:
Kraftfuld og fri, virker utrættelig, med lange skridt. God rækkevidde
i forparten og godt fraskub fra bagparten.
PELS:
HÅRLAG: Rigelig, tyk, elastisk og tæt polar-pels. Samojedhunden
har dobbelt pels med en kort, blød og tæt underuld og en længere,
mere grov og lige dækpels. Om hals og skuldre danner pelsen - især
hos hanner - en krave, der indrammer hovedet. På hovedet og på
forsiden af forbenene er pelsen kort og glat. Udvendigt på ørene
er den kort, udstående og glat.
Ørernes inderside skal være
godt behårede. Bag på lårene danner pelsen bukser. Der skal
være et beskyttende hårlag mellem tæerne. Halen er beklædt
med fyldig pels. Hos tæver er pelsen ofte kortere og af en mere blød
struktur end hos hanner. Den korrekte pelskvalitet skal altid have et specielt
glansfuldt skær.
FARVE:
Rent hvid, creme eller hvid med bisquit (grundfarven skal være hvid,
med nogle få, bisquitfarvede aftegninger). Pelsen må aldrig virke
lysebrun.
STØRRELSE:
Skulderhøjde:
Idealhøjde for hanner 57 cm +/- 3 cm.
Idealhøjde for tæver
53 cm +/- 3 cm.
FEJL:
Enhver afvigelse fra de foregående punkter, betragtes som en fejl, hvis
betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til
afvigelsens omfang.
* Synlige bygningsfejl
* Let knoglebygning
* Mangelfuldt kønspræg
* Gule øjne
* Bløde ører
* Tangbid
* Tøndeformet brystkasse
* Hale med dobbelt krølle
* Lavstammet bygning
* Groft hjulbenet eller kohaset
* Bølget eller kort pels overalt; lang, blød eller hængende
pels
* Reserveret temperament.
ALVORLIGE FEJL:
* Tydelige upigmenterede områder på øjenrande eller læber.
DISKVALIFICERENDE FEJL:
* Øjne blå eller af uens farve
* Overbid, underbid
* Ørerne ikke opretstående
* Pelsfarven afvigende fra den i standarden tilladte
* Sky eller aggressivt temperament.
BEMÆRK:
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
*******
Standarden udgivet af FCI den 17. november 1997.
Oversættelsen godkendt af DKKs Standard Komité marts 1998.